Introforløb
På Gribskov Gymnasium gør vi meget ud af, at nye elever skal føle sig velkomne, selvom omgivelserne er nye.
På første skoledag går eleverne, efter en kort introduktion ved rektor i kantinen, med deres teamlærere ud i et klasselokale, hvor klassen bliver introduceret til skolen. Teamlærerne laver navneleg og andre ryste-sammen-aktiviteter, og vi får taget billede af den nye klasse.
Eleverne får i løbet af den første dag også en smagsprøve på undervisningen, og efter frokost kommer vores Gribskov Gymnasium-guider (GG-guider) på besøg. GG-guiderne er 2g'ere og 2hf'ere, og de vil fortælle om skolen, de faglige forventninger, lektierne og de sociale tilbud på skolen. Desuden tager GG-guiderne eleverne med på en grundig rundvisning på skolen. GG-guiderne og selvfølgelig lærerne står i det hele taget til rådighed for de nye elever hele året.
Et par dage senere er der introdag sammen med de nye kammerater og team- og idrætslærerne. Det er som regel hér, at eleverne lærer hinanden at kende, og tavsheden for alvor bliver brudt.
Senere på efteråret er der idrætsdag, skovtur, og introfest, og alle førsteårselever bliver sendt afsted på hyttetur med klassen til spejderhytten Gurredam.
Lærerne tilrettelægger selvfølgelig deres undervisning sådan, at alle kan være med. De første tre måneder på STX skal ses som et grundforløb, hvor nye elever introduceres til det at gå i gymnasiet og bliver klædt på til at kunne foretage det endelige valg af studieretning.
På HF starter eleverne i deres stamklasser fra skoleårets start.